Noget af det bedste jeg ved, når jeg er på ferie, er at gå ind til den lokale bys centrum og finde ud af, hvad folk køber – og hvordan de gør det. Jeg holder mig væk fra de store, centrale gader, hvor alle de store internationale butikskæder ligger. Altså tøjbutikker eller butikker med elektronik. Det er de sammen varer overalt. Det er kun sproget, der varierer. Priserne er også nogenlunde de samme. Jeg foretrækker at købe noget – en taske eller en beklædningsgenstand – som er produceret i det område eller land, som jeg besøger. Der ligger sådan set ikke nogen hellige principper om at skulle støtte den lokale økonomi eller om at modarbejde storkapitalen bag det. Der ligger et helt egoistisk ønske til baggrund: Jeg vil gerne mindes om det eller det sted, som jeg har besøgt, når jeg bruger enten tasken eller beklædningsgenstanden derhjemme i Danmark. Længere er den ikke.
Stort overtøj og jakker
Derfor smider jeg heller ikke så ofte tøj eller ting ud. Også selv om de er slidte. Eller er gået i stykker. Fx så har jeg flere gange haft en køkkenkniv, som jeg købte på Sardinien for mange år siden til en skærslipper, fordi den er blevet sløv.
Men der er dog nogle gange, hvor jeg virkeligt bliver nødt til at smide ting ud. Ellers kan mine skuffer og skabe slet ikke rumme alle de ting, jeg køber. Og ja, jeg har måttet smide en del tøj ud, som jeg ikke vil være bekendt at give til velgørenhedsformål eller sælge i genbrugsbutikker. Så slidt var det. Blandt andet nogle jakker og overtøj i store størrelser til kvinder, som jeg har haft hængende i skabet i årevis. Det gjorde ondt på mig at få dem pakket i sække og få dem kørt hen til genbrugsstationen. Men det var helt nødvendigt. En af jakkerne havde jeg faktisk købt i Spanien engang for mange år siden. Den var meget slidt og lappet. Den var gået helt op i syningerne. Der var ikke mulighed – eller nogen som helst pointe i at forsøge at reparere den. Så den røg med ud. Desværre. Jakken mindede mig om Spanien og en rigtig dejlig tur dertil. Jeg var ked af det. Men da jeg kørte tilbage fra genbrugsstationen, slog det mig, at det er jo en rimeligt god undskyldning for at tage på ferie i Spanien igen. Alene med det formål at købe en ny jakke derfra. Og ja så selvfølgelig også for at holde lidt ferie og nyde sol og varme.
Godt humør igen
Tanken fik mig i godt humør igen. Det gør ikke noget. En spansk kvinde ville helt sikkert have smidt jakken ud for lang tid siden. De er nok lidt mere modebevidste, end jeg er. Så hjemme igen var det første jeg, gjorde at kigge i min kalender: Hvornår kan jeg tage ferie og rejse sydpå igen. Efter at have fundet ud af det var det næste så at gå på internettet og finde en rejse til Spanien. Spørge min veninde, om hun vil med, og så booke rejsen. Jeg ringede derfor til hende. Hun vil gerne med.
Hvor køber de tøj?
Der er noget, som jeg har tænkt på i lang tid! Det er måske fjollet. Men det er en tanke, som mange mennesker har. Det er jeg sikker på. Nu røber jeg det altså: Hvordan køber Kongehuset tøj? Jeg har jo hørt om, at dronningen godt kan lide selv at købe sit tøj – og endnu bedre: Selv at designe det. Åh ja, selvfølgelig får de det syet af uddannede skræddere og syersker. Det skulle da bare mangle. Men jeg er faktisk ret sikker på, at de jeans eller T-shirts, som jeg ser kronprinsen optræde i, når han er på slap line, ikke er skræddersyede. Går han i tøjforretninger? Hvordan foregår det? Med 2 eller 3 bodyguards omkring ham. Eller kan han bare gå helt anonymt ind i en hvilken som helst forretning, som så lukker for andre kunder, imens han prøver tøj. Han skal måske prøve 3 par jeans, 2 jakker til mænd og nogle skjorter. Det kan blive til ret lang tid, hvor butikken så må lukke. Eller lader alle bare, som om, at han er en helt almindelig mand, der er på tøjindkøb? Det kunne jeg godt lide at vide. Nogle webshops har jo stort tøj til begge køn, har jeg læst om her.
Elsker at følge med
Ja, jeg elsker at følge med i de kongeliges liv. Og det er jeg bestemt ikke den eneste, der gør. Alle i Danmark læser alle artikler om, hvad der sker i deres familie. Jeg er ikke i tvivl. Også dem, der taler om, at kongehuset er en byrde for det danske samfund, læser alt om de kongelige. Måske handler de kongelige også via internettet. Det kunne jeg sådan set godt forestille mig, at de gør. Det er nemt. De kan sidde derhjemme på Fredensborg slot og bestille tøj i al anonymitet – og vi får det aldrig at vide. Hvis jeg var kongelig, så var det nok det, jeg ville gøre. Altså med et pseudonym. Eller jeg ville få butleren eller en af pigerne, der hjælper til i husholdningen til at lave bestillingen i hans eller hendes navn, så jeg ikke blev røbet. Noget i den stil.
Tøj store mænd før internettet
Men hvordan gjorde de i gamle dage? Altså inden internettet. Hvordan købte Christian 10. sit tøj? Fik han tilkaldt en skrædder? Fik han taget mål af hele sin krop? Valgte han selv stoffet, som klæderne skulle sys af? Eller hvordan? Fik han tilsendt prøver på de uniformer, som han gik i? Det er faktisk lidt spændende at udforske. Jeg tror, det kunne blive et emne for en Ph.D. ”De royales indkøbsvaner igennem historien”. (Arbejdstitel). Kapitlet om Christian IV bliver interessant. Der taler vi nemlig om tøj til store mænd. Han var jo ikke et lille og spinkelt bygget menneske. Tværtimod.
Han var en meget stor mand. Glad for fyrværkeri og øl. Så der har været en vom, som bæltespænderne skulle nå helt rundt om. Og ja, han har sikkert haft skræddere og saddelmagere til at lave sit tøj og sine bælter og støvler for sig. Et spændende emne for en historie-elsker som mig. Og helt sikkert et emne, der er godt at tale om til en familie- eller personalefest.
